For nogle år siden blev jeg udsat for vold på min arbejdsplads. Jeg arbejdede som lærer på en skole i et område, hvor mange familier har store problemer. Jeg blev slået af et par store elever. Egentlig har jeg aldrig forstået, hvorfor de lige pludselig angreb mig. Men faktum er, at jeg for det første blev slået hårdt på kroppen for det andet, blev jeg meget angst for at skulle møde op til undervisningstimerne, jeg har. Det har været og er stadig en lang proces at komme over angsten, men det går bedre og bedre.
Jeg har kun et lille ar i panden efter et af slagene, jeg fik. Det kan jeg skjule med mit hår.
Alle var i chok
Dengang det skete, var alle mine kollegaer på skolen meget chokerede. Der var meget tale om det. Også i de lokale medier: aviser, radio og tv. Der var mange, der mente, at jeg skulle søge om offererstatning fra elevernes forældre. Der er jo tale om, at nogle elever har udøvet vold mod mig. Andre mente, at der er tale om en arbejdsulykke. Alle er dog enige om, at jeg skal have en eller anden form for erstatning.
Jeg må indrømme, at jeg ikke selv deltog i debatten dengang. Sårene og chokket var for meget at skulle pleje, til at jeg kunne interessere mig for en hidsig debat. Der gik jo hurtigt politik i den. Er det en arbejdsulykke, når en underviser på en skole bliver udsat for vold og trusler? Nogle mener, at det er det, andre mener, at det er gemen vold. Lidt forvirrende at finde ud af.
Godt advokatfirma
Det, som jeg dog fik gjort ret hurtigt, var at henvende mig til et advokatfirma for at få afklaring på, hvordan jeg kunne få erstatning. Udgifterne til psykiatrisk bistand har været meget høje, og er det sådan set endnu. Jeg har jo også haft orlov i lang tid. Det var jo umuligt for mig at komme på skolen i ca. et halvt år.
Advokat i Horsens
Det var en kvindelig advokat i Horsens, som tog sagen på sine skuldre. Hun var virkeligt meget dygtig og forstående overfor min situation. Det første, hun gjorde, var at sørge for, at vi politianmeldte sagen. Mest fordi så er vi dækket ind, sagde hun. Vi kan altid trække anmeldelsen tilbage. Der var på det tidspunkt nemlig en del usikkerhed, om sagen virkelig skulle politianmeldes, og hvem der skulle anmelde det. Mig eller skolen, jeg er ansat på. Det var nemlig sådan, at hvis der er særlige pædagogiske hensyn til eleverne, så kunne skolen fritages for at anmelde sagen. Det var temmelig forvirrende at skulle sætte sig ind i, hvordan det hang sammen. Massevis af paragraffer og forskellige love og tilsyn skal åbenbart ind over sådan en sag.
Jeg fik virkelig en stor hjælp af hende. Uden hende, ville det have været totalt uoverskueligt for mig at hitte rede i, hvad jeg skulle gøre. Efter et voldsomt overfald er man meget sårbar. På sjælen især. Og når man er det, så har man altså gjort det rigtige ved at få en dygtig advokat med ind i sagen lige fra starten.
