For tre år siden var jeg ude for en traumatisk oplevelse. Det tog voldsomt på mit selvværd, og jeg blev stresset. Forstået på den måde, at jeg ikke kunne sove om natten. Jeg kunne heller ikke finde ud af at tage en beslutning. Selv om det var helt små ting, jeg skulle beslutte, så kunne jeg ikke.
Veninde sendte mig på rette spor
En dag fortalte jeg min veninde om det. Hun kiggede på mig med det her blik, der sagde, at hun forstår mig: Den traumatiske oplevelse, jeg havde haft, er ikke noget, man bare lige glemmer. Men hun spurgte mig, om jeg har søgt professionel hjælp. Det måtte jeg indrømme, at jeg ikke havde. På det tidspunkt. Hun foreslog, at jeg søgte hjælp hos en psykolog eller en stress coach. Jeg afviste det til at begynde med. Mit argument var, at jeg selv mente, at det, jeg gennemgik, er en naturlig reaktion på oplevelsen, og der skal bare gå noget tid.
Coaching mod stress
Ikke desto mindre fik hun sat gang i nogle tanker hos mig. Jeg tænkte meget over, om jeg mon i virkeligheden var deprimeret. Eller på vej ind i en depression. Derfor tog jeg kontakt til en stress coach. Ikke en psykolog eller en psykiater. Et eller andet sted har jeg en stor modstand mod lykkepiller. De lapper et sår, men heler det ikke, mener jeg.
Efter en indledende samtale med coachen kom jeg i et stresscoaching forløb. Han forklarede mig, at han mente, at jeg har belastet en del ressourcer, og at jeg kan blive deprimeret, hvis jeg ikke gør noget ved det. Han fortalte mig om sin faglige baggrund, og hvorfor han mente, at stress coaching kan hjælpe mig: ”Du har kørt dig selv ud på et sidespor, hvor du glemmer at fokusere på dig selv og sørge for, at du har det godt. Det skal vi have gjort noget ved.”
